Wednesday, May 16, 2007

Paradokset i Kollektiv intelligens

Under overfladen lurer paradokset....
Ideen om at skabe et produkt via et wikibaseret værktøj er tydeligvis præget af en eller anden form for paradoks i og med at et vigtigt og grundlæggende princip ved en wiki er, at den aldrig bliver færdig, men er under konstant forandring eller udvikling. Der er så at sige aldrig stilstand på wiki. Den information, der skrives i wikien er aldrig determineret eller statisk. Hvis udgangspunktet for en wiki er at man hele tiden videreudvikler, forfiner og fylder på, ja så bliver projektet Kollektiv Intelligens problematisk. Deres udgangspunkt med at anvende en wiki i forbindelse med at skrive bogen er ikke helt i overensstemmelse med tankegangen bag en wiki. Det bliver dog først rigtig problematisk eller paradoksalt når man ønsker at trykke en bog. En bog er jo netop en form for stilstand som der ikke umiddelbart kan ændres på. Projektet er altså paradoksalt i sin grundform. Spørgsmålet der så åbnes op for er; hvilke overvejelser har folkene bag Kollektiv Intelligens haft i forhold til denne indbyggede modsætning i projektet? Det kunne være interessant at vide om de overhovedet har forholdt sig til spørgsmålet. Andre interessante spørgsmål dette paradoks åbner op for er eksempelvis; hvornår stopper man med at skrive på wikien og hvem beslutter hvornår indholdet er som det skal være. Det der kendetegner wikis er jo netop at man ikke skal tage stilling til disse ting og tage beslutninger omkring indholdet. På en wiki er der typisk indbygget et debatforum, hvor man kan diskutere indholdet, men som sådan er der ikke nogen autoritet der kan bestemme over andre. Dette ville ødelægge hele fundamentet, som wikis er baseret på; altså at alle har ret til at skrive og redigere indhold på siden, eller som det formuleres på wikipedia; ”Hvem som helst når som helst kan redigere en hvilken som helst artikel” . Dette princip er meget karakteristisk for wikis, men det samme gør sig bestemt ikke gældende i forhold til at udgive en fysisk bog. Her er der flere personer inde over til at bestemme hvordan og hvorledes bogen skal skrives. Som udgangspunkt er der forfatteren/forfatterne som skriver bogen, men også redaktører og forlag har i ”virkelighedens verden” autoritet til at bestemme om de vil udgive bogen. Disse beslutninger tages ud fra flere faktorer, eksempelvis kvalitet, salgsværdi og etik. Samtidig kræver flere forfattere også at man bliver enige omkring indholdet. Konsensus omkring indholdet på en wiki er som udgangspunkt ikke et krav, selvom det naturligvis virker mere hensigtsmæssigt hvis der eksisterer en rimelig grad af enighed, hvilket i sidste ende også giver troværdighed over for brugerne. Jeg tænker her at artiklerne skal baseres på en grundlæggende enighed, idet brugerne ellers vil miste interessen for at anvende wikien til informationsøgning. Hvis wikiens artikler konstant blev ændret til helt andre artikler, der siger modsatte ting, vil wikiens eksistensgrundlag så at sige smuldre, idet brugerne ville holde sig væk.
I forhold til at skrive og udgive en bog med anvendelsen af værktøjer som en wiki og et debatforum har man efter min vurdering på forhånd trængt sig selv op i en krog, idet de mange forfattere på et eller andet tidspunkt skal sige stop til skrivearbejdet og derefter beslutte hvad der skal trykkes i bogen. På denne måde risikerer man at en uenighed og eventuelle konkflikter omkring indholdet fører til at projektets forsøg på at aktivere det kollektive potentiale falder til jorden. Men måske opfatter folkene bag Kollektiv Intelligens det ikke som et reelt problem at man på et tidspunkt stopper skrivearbejdet og beslutter hvad bogen endeligt skal indeholde. Det kunne være at de fokuserer mere på det; at jo flere man er til at skrive sammen, jo bedre bliver produktet, hvilket jo nok også er essensen i projektet. At der kan komme uoverensstemmelser mellem deltagerne er gruppen bag tydeligvis bevidste om, hvilket kommer konkret til udtryk når man læser deres FAQ på siden. Her skriver de følgende:

”Hvem bestemmer, hvis vi ikke kan blive enige?
Projektet har organiseret sig med en styregruppe. Styregruppen sikrer at vi har et organ hvor vi kan eskalere uoverensstemmelser og de afgør suverænt eventuelle tvister.”

Endvidere har de også taget stilling til spørgsmålet omkring redaktionelle beslutninger:

” Vi har samlet et højt kvalificeret redaktionelt team som undervejs i processen skaber rød tråd og sammenhæng. Det betyder at der kan være afsnit og passager som deltagerne har bidraget med i første fase som ikke kommer med i den endelige version. Det har dog ikke nogen betydning for om man blive krediteret som forfatter.”

Man kan sige at Kollektiv Intelligens allerede fra start har opstillet nogle rammer for såvel projektets forløb som for bogens indhold. Eksempelvis var wikien, som de selv betegner som byggepladsen for bogens indhold, fra begyndelsen strukturet ud fra nogle overordnede kapitler eller emner.

Men hvad er det så jeg prøver at sige med denne problematisering af projektet Kollektiv Intelligens. Grundlæggende så burde man nok fokusere mere på processen end på selve produktet (bogen). Ideen omkring at skrive i fællesskab om Kollektiv Intelligens er for så vidt spændende nok, men ville det ikke have været mere hensigtsmæssigt hvis ”bogen” så at sige forblev online, i hvertfald i første omgang? Dette ville sætte mere fokus på selve samarbejdsprocessen og ikke målet omkring at skulle udgive en bog. Dette ville også gøre at de forskellige forfattere kunne blive ved med at udfolde emnet og hele tiden evolutionere emnet. Samtidig ville wikiens berettigelse blive understreget. På den anden side erkender jeg at paradokset i projektet i sig selv er interessant, idet resultatet og erfaringerne kan være værdifulde i forhold til fremtidige projekter, der har lignende karakter. Det vil sige projekter der grundlæggende arbejder ud fra følgende; vi udvikler denne her bog ud fra et løbende dynamisk samarbejde og på et eller andet tidspunkt stopper vi og udgiver bogen.
Interessant er det iøvrigt at Wikipedia faktisk også har planer om at udgive en bog og Jimmy Wales, en af grundlæggerne, begrunder dette på følgende måde:

” …at projektet (wikipedia) i stor grad drejer sig om at sprede kundskab ud i verden, og ikke kun til dem som har internet, og at det derfor er vigtigt at få opslagsværket i andre medier end bare internettet.”

Ifølge den danske udgave af Wikipedia ved Jimmy Wales dog ikke præcist hvor mange af de tre millioner artikler, der skal trykkes, ej heller hvordan dette indhold skal sorteres før det trykkes. Her melder problematikken som jeg har diskuteret ovenfor sig altså også. Samtidig er en wiki på nettet også kendetegnet ved at være hypertekstuel eller interreferentiel, altså at man som bruger kan klikke sig frem til andre emner ved hjælp af hyperlinks, som ligger spredt rundt som en del af artiklerne. Dette er selvsagt umuligt at indkorporere i bogform, og på denne måde synes jeg at wikipedias berettigelse som bog smuldrer. Hvorfor skulle wikipedia i bogform være bedre end Gyldendals leksikon? En bog er jo grundlæggende lineær i sin form (måske lige pånær opslagsværk) hvilket er i direkte modsætning til en wiki og samtidig lader en bog sig heller ikke redigere særlig nemt. Styrken ved en wiki er netop at den netbaseret og lader sig redigere når som helst. Man kan i denne sammenhæng dog sige at projektet Kollektiv Intelligens er mere velegnet som bog og den lineære form da udgangspunktet helt fra starten var at skabe netop en bog. Spørgsmålet er så om anvendelsen af en wiki til skriveprocessen var det forkerte udgangspunkt for en fysisk bog omkring Kollektiv Intelligens? Burde man ikke første omgang fokusere på at udarbejde en wiki omkring emnet og derefter begynde at tale om at udgive en bog? Efter min mening begrænser man det potentiale der ligger i såvel wikipedia som i projektet kollektiv Intelligens ved at begynde at udgive i bogform. Disse ting til trods kan jeg dog godt forstå argumentationen, der ligger til grund for at udgive disse internetbaserede projekter som bøger. Særligt i forhold til Kollektiv Intelligens, da dette projekt som udgangspunkt skulle føre til udgivelsen af en bog, men også fordi at den ikke er tiltænkt som et opslagsværk, men istedet fokuserer på at udfolde Kollektiv Intelligens som tema, herunder diskussion af begrebet. Samtidig betyder en trykt bog alt andet lige at, der åbnes op for potentielt flere læsere. I sidste ende bliver det interessant at se hvordan processen kommer til at forløbe og hvad resultatet bliver.

Saturday, May 12, 2007

Stilstand på Kollektiv intelligens!

Projektet, der blev skudt igang i december har på nuværende tidspunkt kørt i ca. et halvt år og hvordan er det så reelt gået med at skabe et dynamisk samarbejde og aktivere det kollektive potentiale? Dette vil jeg forsøge at synliggøre i nedenstående indlæg.
Projektets spæde start blev indledt tilbage i efteråret 2006, hvor konsulentvirksomheden og initiativtageren Connecta fik sammensat styregruppen og hjemmesiden Kollektivintelligens.dk blev lanceret. De første indlæg på bloggen kom i midten af december 2006. Den efterfølgende måned og frem til februar var bloggen forholdsvis aktiv og der blev skrevet ca. 25 indlæg med flere kommentarer fra brugere. Det var også i begyndelsen januar måned at wikien blev etableret sammen med debatforummet. I debatforummet blev der fra ca. midten af januar frem til slutningen af januar, under sektionen ”Introducer dig selv”, skrevet 15 introduktioner af forskellige med interesse i projektet, heraf var de 8 skrevet af folk, der havde direkte relation til projektet, eksempelvis ved at sidde i styregruppen. Siden d. 29 januar og frem til i dag, har kun tre personer præsenteret sig i debatforummet under denne sektion, den sidste d. 23 maj.

Det var i januar og februar måned 2007 at man for alvor tog fat på at få projektet fra land. Dette skete blandt andet ved at gennemføre tre workshops henholdsvis, workshop 1 25. januar omkring ”Afgrænsning & roller”, workshop 2 1. februar omkring ”Sociale teknologiers effekt på den Kollektive intelligens”, samt workshop 3 8. februar ”Fra maskinbureaukrati til vidensøkonomi”. Den første workshop skulle sætte fokus på selve skriveprocessen og forholde sig til organiseringen af roller. Man kan sige at denne workshop var tiltænkt at skulle sætte rammen for projektet, herunder også lægge op til en diskussion af relevante temaer for Kollektiv Intelligens. De to andre workshops skulle fungere som inspiration i forhold til såvel bogens indhold som til skriveprocessen. Hvordan disse workshops fungerede og hvad man fik ud af dem kan man ikke finde svar på på hjemmesiden.

I forhold til bloggen på kollektivintelligens.dk, så var den relativ aktiv de første par måneder, særligt i januar måned. Aktiviteten begyndte dog allerede at falde i februar måned, hvor der kun blev postet fire indlæg på bloggen. I marts måned blev der postet fem indlæg kun skrevet af Connecta manden Hans Henrik H. Heming og stadig væk med enkelte kommentarer fra brugerne, dog ofte fra den samme kreds af brugere. Det var tydeligt at der på dette tidspunkt var langt mindre grad af dynamik på hjemmesiden og at engagementet fra brugernes side var mindsket. Dette kom også helt konkret til udtryk på såvel wikien som debatforummet. Wikien eller projektets byggeplads har faktisk stort set været uberørt siden starten og er nærmest gået helt død. Desuden har den aktivitet, der har fundet sted på wikien mest været i form af spam. Siden d. 5 januar er der således kun blevet redigeret i wikien ca. 30 gange, hvor af de 25 ændringer blev foretaget i januar måned. Bestemt ikke en succes for projektet.

Med hensyn til deres debatforum, så har det haft en smule mere succes, idet der her været lidt mere aktivitet sammenlignet med wikien. Succesen er dog bestemt ikke noget at prale af, da antallet af indlæg er på ca. 50, næsten ligeligt fordelt mellem ”Generelt forum” og ”Bogen forum”. I tre af sektionerne har der slet ikke været indlæg endnu. Dette drejer sig om ”Værktøjer”, ”Bogen generelt” og ”Del VI – vejen frem”. Sektionen med mest aktivitet er den tidligere nævnte ”Introducer dig selv”. Samtidig kan jeg ved at læse datoerne for indlæggene også konstatere at hovedparten af indlæggene er fra januar og særligt februar. Der er derudover nogle ganske få indlæg fra marts og april, men generelt er aktiviteten i debatforummet karakteriseret ved at have foregået i begyndelsen af projektet. Det er altså helt klart at den dynamik man havde håbet på indtil videre må betragtes som stort set fraværende. Interessant er det dog at at man ved at aflæse visningerne på indlæggene får et lidt mere positivt indtryk af aktiviteten, omend den til dels må betegnes som passiv, da antallet af visninger for indlæggene i gennemsnit ligger på ca. 175 visninger. Dette viser at der er en interesse hos brugerne, men at de så at sige er svære at få ud busken og deltage i diskussionen. Spørgsmålet er så hvorfor dette er tilfældet?

På baggrund af ovenstående beskrivelse af processen og aktiviteten på kollektivintelligens.dk er det altså ganske åbenlyst at projektet, på trods af en udmærket start, er i stilstand og at det har mere end svært ved at komme rigtig igang. Siden projektet kollektivintelligens.dk blev sat i værk i februar 2007, har aktiviteten på hjemmesiden og særligt dynamikken mellem de deltagende været ret begrænset, og på nuværende tidspunkt (24. maj) ligger det stort set stille. Projektet er tydeligvis i overhængende fare for at miste de fleste brugeres interesse. Jeg er spændt på at se hvad næste træk fra folkene bag projektet bliver, og jeg antager at de selv er udmærket klar over problematikken i deres situation. De bliver tydeligvis nødt til at gøre noget drastisk for at få gang i projektet og processen igen. Men indtil videre er projektet langt fra dynamisk og aktiveringen af det kollektive potentiale ser ud til at vente på sig. Det er paradoksalt at udeblivelsen af et dynamisk samarbejde kan betyde "døden" for en bog om at aktivere det kollektive potentiale.

Tuesday, May 1, 2007

Anvendelsen af digitale værktøjer på kollektivintelligens.dk

I dette indlæg vil jeg gå i dybden med at beskrive de digitale værktøjer som Kollektiv Intelligens anvender og vil anvende i forbindelse med udarbejdelsen af bogen. Overordnet set bruges der på hjemmesiden fire overordnede værktøjer, som er følgende:

• Bloggen
• Wikien
• Debatforum
• Prediction Market

Bloggen fungerer i særdeleshed som en slags nyhedsside, hvor folkene bag projektet (indtil videre primært Hans Henrik H. Heming fra Connecta) kan skrive indlæg omkring forskellige relevante tiltag. Samtidig er bloggen dog også præget af mere reflektoriske indlæg, hvor der bliver stillet nogle spørgsmål ud til brugerne. Hensigten med bloggen er da også at man som bruger kan kommentere på disse indlæg. På siden kan man som bruger desuden tilmelde sig et nyhedsbrev omkring bloggen.

Wikien er tænkt som ”byggepladsen” for bogen, hvilket vil sige at her foregår selve produktionen af indhold til bogen. Wikien er struktureret ud fra en foreløbig indholdsfortegnelse, som jeg antager at folkene bag Kollektiv Intelligens har udarbejdet. Indholdsfortegnelsen er opdelt i 6 dele, og ved at klikke sig på de enkelte dele kan man efterfølgende klikke på ”rediger”, og herefter kan man faktisk gå igang med at skrive på bogen.

Kollektiv Intelligens oprettede som sagt også et debatforum og hensigten var at de forskellige forfattere og andre interesserede her kunne diskutere såvel Kollektiv Intelligens generelt som konkret indhold til bogen. Derfor er deres debatforum også opdelt i to dele henholdsvis ”Generelt forum” og ”Bogen forum”. Under ”Generelt forum” kan man klikke sig ind under fire forskellige sektioner. Den første sektion benævnes ”Værktøjer” og åbner op for en diskussion af forskellige værktøjer, der kan anvendes til at forbedre kollektiv intelligens. Anden sektion omhandler hjemmesiden Kollektivintelligens.dk, herunder eventuelle problemer man oplever som bruger. Tredie sektion benævnes ”Introducer dig selv”, og er tiltænkt som stedet hvor de forskellige forfattere/deltagere/kollaboratører kan introducere sig selv. Denne sektion er derfor som sådan ikke lagt op til diskussion. Endelig kan man i den fjerde sektion annoncere og diskutere begivenheder, der har relation til projektet Kollektiv Intelligens.
Den anden del i Kollektiv Intelligens debatforum ”Bogen” er dedikeret til diskussion af selve bogen og dens indhold. Her er forummet opdelt i syv sektioner, hvoraf den første omhandler bogen generelt, mens de øvrige seks sektioner er benævnt ud fra de seks dele fra indholdsfortegnelsen. For at kunne deltage i diskussionen er det nødvendigt at registrere sig på siden, men der principielt åbent for alle.

Udover wikien og debatforum anvender Kollektiv Intelligens også en særlig funktion de kalder ”Prediction Market”. Dette er et virtuelt aktiemarked hvor alle der er registreret på Kollektiv Intelligens kan deltage. De fiktive aktier, der handles med relaterer sig alle til projektet med at skrive bogen og aktierne omhandler typisk en nyhed eller en begivenhed, som man ønsker et estimat af udfaldet på. På hjemmesiden skriver de følgende:

”Hvorfor er Prediction Market så smart?
Ideologien bag et Prediction Market er, at man ved at kombinerer en masse menneskers viden, information og vurdering af udfaldet på en fremtidig begivenhed, næsten altid får forudsigelser, der er bedre og mere præcise end de forudsigelser, selv de bedste eksperter kan give.”

Kursen på aktien indikerer så at sige hvor stor konsensus der er deltagerne imellem omkring sandsynligheden for at begivenheden sker. Eksempler på aktier der handles med er; ”Bogen er i trykken d. 1 oktober” og ”Der sælges mere end 1000 eksemplarer af bogen den første måned”. Kollektiv Intelligens har udloddet præmier til dem, der tjener flest KI $ (Kollektiv Intelligens dollars) på at handle med aktierne.
Baggrunden for at anvende ”Prediction Market” i forbindelse med projektet Kollektiv Intelligens er ifølge folkene bag, at det kan samle information blandt mange mennesker og sørge for at disse mennesker anvender den information og viden de har bedst muligt. Gennem præmier kan man ifølge Kollektiv Intelligens nemlig sikre at deltagerne har en god grund til at dele ud af den viden de ligger inde med. Disse fire digitale værktøjer er omdrejningspunktet for hjemmesiden kollektivintelligens.dk og dermed projektet med at skrive bogen. Jeg vil i senere indlæg inddrage flere af værktøjerne og diskutere anvendelsen af nogle af værktøjerne.

Tuesday, April 24, 2007

Fremtidige indlæg. . .

Jeg vil fremover følge projektet på kollektivintelligens.dk, observere processen og diskutere dette på min blog. Samtidig vil jeg her på bloggen reflektere over vores egen proces med at skrive opgaven omkring kollektivintelligens.dk. I denne sammenhæng vil jeg også fokusere på flere af de problemstillinger, vi har beskrevet tidligere.

Projektet Kollektivintelligens.dk

Udgangspunktet for vores opgave er som tidligere skrevet projektet, der ligger til grund for etableringen af hjemmesiden kollektivintelligens.dk. Kort fortalt vil man med dette projekt, der blev igangsat februar 2007, forsøge at skabe en bog ud fra et wiki-baseret samarbejde. Bogen skal efterfølgende trykkes og udgives i efteråret 2007.

Projektet er overordnet set funderet i en anerkendelse af at man gennem kollektivt arbejde skaber et bedre resultat end man ville kunne gøre individuelt. De digitale medier er i denne sammenhæng et værdifuldt redskab til at understøtte kollektivt arbejde. Bogen skal i sig selv omhandle kollektiv intelligens og herunder hvordan man med afsæt i begrebet kan åbne op for et uudnyttet potentiale i fællesskabet. Samarbejde er et essentielt element i processen bag kollektiv intelligens, idet et dynamisk samarbejde er omdrejningspunket i forsøget på at aktivere et latent kollektivt potentiale. Denne frigørelse af kollektivt potentiale er ifølge projektdeltagerne en forudsætning for at virksomheder kan opnå en innovativ kollektiv intelligens.

"Projektet er blevet til ud fra et behov for at klarlægge og beskrive de mekanismer og processer som organisationer kan anvende for at frigøre det kollektive potentiale. " (citat fra http://www.kollektivintelligens.dk/om-projektet/)

Selve processen med at skabe bogen, skal altså finde sted på kollektivintelligens.dk, hvor tanken er at alle og enhver kan deltage i projektet. De digitale værktøjer, der skal bruges i processen er henholdsvis et debatfora, hvor man kan diskutere generelle ting samt bogens struktur/udformning og en wiki, der betegnes som selve "byggepladsen" for bogen.

Initiativtageren til projektet er konsulentvirksomheden Connecta, der til dagligt arbejder med at rådgive virksomheder og organisationer omkring at aktivere den kollektive intelligens. Projektet kollektivintelligens.dk er derudover et samarbejde mellem såvel offentlige som private aktører. Dette tæller Handelshøjskolen i Århus, LinKS, Berlingske Business, Learning Lab Denmark, Handelshøjskolen i København, Nosco og Connecta.

Foreløbig problemstilling

Ved at følge det påbegyndte projekt på kollektivintelligens.dk, vil vi kaste lys over, hvordan en løbende diskussion om kollektiv intelligens bliver til et endeligt produkt i bogform. I den sammenhæng vil vi bl.a. forholde os til, hvor produktivt et wiki-baseret samarbejde kan blive, når wiki'en netop ikke er det færdige produkt. Af fundamentale problemstillinger ved at benytte en hypertekstplatform som udviklingsmiljø for et statisk, lineært produkt, er eksempelvis, at kontekstuelle links (interreferentielle links på tværs af teksten) kun er mulige i begrænset omfang på papir.

Med inspiration fra CSCW vil vi sætte empirien i forhold til spektret mellem kollaboration og kooperation. Desuden vil vi se, hvordan man benytter de tilgængelige værktøjer (diskussionsforum og wiki-diskussion) til at etablere og redefinere en fælles referenceramme og regelsæt for projektet som helhed såvel som de enkelte tekststykker.

Vi ser det som en mulighed, at vores analyserende arbejde kan blive en del af det endelige produkt. Det sætter dog sine begrænsninger, at vores projektforløb skal afsluttes væsentligt tidligere end bogens deadline. Vi vil som udgangspunkt sigte efter at lade tendenser og erfaringer i det empiriske arbejde, fungere som grundlag for en model for vidensdeling i wiki-baseret samarbejde.

Monday, April 23, 2007

IT-støttet vidensdeling

Nedenstående indlæg er en beskrivelse af faget IT-støttet vidensdeling, som jeg følger på nuværende tidspunkt. Teksten er skrevet af underviser Christian Dalsgaard og stammer fra AULA.

Formål
På kurset behandles problemstillingen: Hvordan kan vidensdeling, videnskonstruktion og organisationsudvikling tilrettelægges ved hjælp af it-værktøjer? Formålet er at kunne vurdere forskellige it-værktøjer på baggrund af teoretiske forståelser af vidensdeling samt at kunne tilrettelægge it-værktøjer til understøttelse af bestemte organisations- og samarbejdsformer.

Fagligt indhold
Kursets problemstilling behandles praktisk såvel som teoretisk. Udgangspunktet er et praktisk aspekt, der består i et overblik over en række konkrete it-værktøjer, der potentielt kan understøtte vidensdeling. I kurset vil desuden indgå praktiske eksperimenter med forskellige værktøjer.

Det teoretiske arbejde består i en behandling af spørgsmål som:
Hvad er vidensdeling, og hvad er mulighederne og betingelserne for at dele viden?
Hvordan skabes de rette betingelser for videnskonstruktion og organisationsudvikling?

Formålet med det teoretiske arbejde er at diskutere, hvilke organisations- og samarbejdsformer der understøtter vidensdeling. Det endelige formål er at vurdere konkrete it-værktøjer i relation til bestemte organisations- og samarbejdsformer med henblik på at tilrettelægge vidensdeling ved hjælp af it. Kurset vil fokusere på teorier, der sætter spørgsmålstegn ved traditionel knowledge management, hvis fokus er lagring og distribution af information. Fokus er derfor på teorier, der ser vidensdeling som en proces og kobler begrebet til kommunikation og samarbejde. Det indebærer, at det er muligt at betragte vidensdeling som et integreret aspekt af fælles videnskonstruktion og organisationsudvikling.
Derfor tager kurset også udgangspunkt i en række nyere (netbaserede) it-værktøjer, der understøtter interaktion, udveksling,
fællesskab, kommunikation og samarbejde. Blandt andet vil teknologier som weblogs, wikis, diskussionsfora, rss og social bookmarking blive diskuteret i relation til vidensdeling. Selvom kurset fokuserer på organisationer, bliver der mulighed for at arbejde med vidensdeling i forskellige sammenhænge: Hvordan kan vidensdeling integreres bredt i en organisation, i projektgrupper, mellem enkelte individer, eller ligefrem mellem mennesker, der intet har med hinanden
at gøre?

Tuesday, February 20, 2007

Hvad er informationsvidenskab?

Instituttets forskning dækker bredt inden for området Informations- og Medievidenskab.
Forskningen i Informationsvidenskab omfatter historiske, sociologiske, kommunikative, og designorienterede tilgange til studiet af udvikling og anvendelse af informationsteknologi på individ-, organisations- og samfundsniveau.
Forskningen i Medievidenskab omfatter produktionsæstetiske, tekstanalytiske og modtagerorienterede projekter inden for såvel trykte medier, radio, tv, film og internet samt medieteoretisk, mediepolitiske, mediehistoriske og medieinstitutionelle emner.
I midterfeltet, hvor Informations- og Medievidenskaben i stigende grad mødes, forskes der bl.a. i IT og læring, netværkskommunikation samt i multimedier.